Vi opruster med ny Senior Investment Manager, Brian Rathje

Hos ROOF Management A/S er vi stolte af at annoncere tiltrædelsen af Brian Rathje, tidligere Senior Investment Manager hos Heimstaden. Brian får ansvaret for at finde og udvælge de bedste investeringscases til selskabets portefølje af ejendomme.

25.08.2021

Brian Rathje ROOF Management

Brian kommer fra en international stilling i Heimstadens investeringsafdeling og har skarpe kompetencer indenfor ejendomsinvestering. Hos ROOF Management skal han være ansvarlig for udvidelsen af selskabets portefølje af boligudlejningsejendomme.

Om ansættelsen siger vores CEO, Camilla Dalum:

”Jeg er utrolig stolt af at have fået Brian med på ROOFs vækstrejse. Jeg har enormt stor respekt for Brians høje faglighed, integritet og øje for gode investeringscases. Det er ikke en nem opgave, jeg sætter ham på, men jeg er slet ikke i tvivl om, at vi med Brians kræfter på holdet kan løfte ROOF til nye højder. Også rent personligt passer han godt ind i vores team, idet han deler vores kerneværdier om ordentlighed og transparens. Dertil kommer en god portion empati og humoristisk sans. Jeg glæder mig til den fremadrettede rejse sammen med ham og resten af teamet. Vi har store ting på paletten for fremtiden, som vi glæder os til at løfte sløret for.”

Brian Rathje selv udtaler:

”Efter flere år med fokus på udvalgte europæiske markeder for Heimstaden, glæder jeg mig til at komme tilbage til det danske marked og finde de gode investeringscases for vores kunder i et virkelig godt og spændende marked. Det bliver også spændende at være med til at bidrage til hele projektet omkring Ownrs, som er en ny investeringsplatform, ROOF lancerer til efteråret. Jeg deler Camillas ambition om at være en del af en virksomhed med virkelig stærke sunde værdier, skarpe meninger og som er med på den teknologiske bølge inden for ejendomsinvestering. Derudover er det spændende at arbejde med forskellige typer af investorer.”

Brian har solid erfaring inden for investering og opkøb af ejendomme i ind- og udland. I sin seneste stilling som Senior Investment Manager hos Heimstaden, arbejdede han med at identificere interessante opkøbsemner i bl.a. UK, Tjekkiet og Polen. Han har en Cand. Merc. i Finansiering og Regnskab fra Copenhagen Business School og har de sidste 20 år været en del af den finansielle branche, herunder de sidste 10 år i krydsfeltet mellem fast ejendom, finansiering og investeringer.