09. maj 2022 - ROOF

Ejendomsinvestering i Næstved - mulighed for en langsigtet og stabil investering

Viden / Nyheder / Ejendomsinvestering i Næstved - mulighed for en langsigtet og stabil investering | Læsetid 3 minutter
En væsentlig faktor ved ejendomsinvestering er selvfølgelig beliggenhed - og heri ligger naturligvis både store muligheder men også risici. I den forbindelse er det optimalt at foretage sine investeringer i områder, som stadig har potentiale for vækst. Det betyder, at man skal forsøge at se nye muligheder for at finde vækstområderne. Hvad ligger der f.eks. af planer i form af udbygning af infrastruktur, tilførsel af nye arbejdspladser eller uddannelses- og kulturinstitutioner til et givent område? Tiltag som disse kan alle tilføre signifikant værdi til et område. Et af disse vækstområder er Næstved.
Ejendomsinvestering i Næstved - mulighed for en langsigtet og stabil investering

De store universitetsbyer vil ofte have den største tilflytning med mest nybyggeri og højere ejendomspriser til følge. Det betyder dog ikke, at afkastet på ejendomsinvesteringerne er størst i de store byer, da det store fokus fra andre investorer, heriblandt pensionskasser, kan presse afkastet i bund. Indtjeningen vil således ofte være størst i provinsbyer, som eksempelvis Næstved, men kan tilsvarende også medføre større risiko for investorerne.

Nye muligheder for ejendomsinvestering i Næstved

Næstved, der er Sydsjællands største handelsby, vil opleve massive investeringer i infrastrukturen de kommende år. Med sin placering blot 90 km fra hovedstaden vil en kommende udvidelse af motorvejen sammen med opgraderinger af togforbindelserne binde Næstved endnu mere sammen med både København og resten af landet, idet rejsetiderne reduceres markant imellem destinationerne på Sydsjælland. Flere offentlige institutioner, heriblandt flere uddannelsesinstitutioner samt Udlændingestyrelsen, er flyttet til Næstved.

Fra kommunalt hold planlægges det at flytte erhvervshavnen, der ligger centralt i byen, til Stenbæksholm lidt uden for Næstved. Flytningen vil muliggøre udvikling af en helt ny og levende havnefront med blandt andet butikker, cafeer og boliger. Fritlæggelsen af Suså, der løber igennem byen, har givet et helt nyt liv og et friskt pust til bymidten, og generelt er der et øget fokus på at udvikle områderne med nærhed til vand i Næstved. Området omkring kanalen, der ligger i forlængelse af Suså, og som har udløb i Karrebæksminde bugt, er også ved at blive nyudviklet, og en helt ny bydel med flere boligområdet er ved at skyde op - heriblandt Forsytiaparken.

Med et indbyggertal på 43.890 er Næstved rangeret som Danmarks 15. største by. I hele Næstved Kommune bor der cirka 83.180 indbyggere. Over de sidste 10 år har der været en positiv befolkningstilvækst på 5%, hvilket er en udvikling, der ventes at fortsætte de kommende år. Udviklingen betyder, at der også fremtiden vil være et behov for flere boliger i kommunen.

Prisudvikling i Næstved

Som så mange andre steder i Danmark er lejligheds- og huspriserne i Næstved steget markant over de seneste mange år. Kvadratmeterpriserne er eksempelvis steget 15,7% det seneste år (fra 3. kvartal 2020 – 3. kvartal 2021). Året før steg kvadratmeterpriserne i samme periode med 7,1%, hvilket understreger den positive udvikling, der har været i markedet. Til sammenligning steg kvadratmeterpriserne i hele landet gennemsnitlig med 12,8% det seneste år*. Prisudviklingen i byen gør dermed også Næstved til en oplagt case i forhold til ejendomsinvestering.

Sydsjællands hovedstad

Næstved kan tilbyde et væld af kulturelle muligheder i form af blandt andet teater, cafemuligheder og specialbutikker, og byen har generelt et rigt kultur- og handelsliv. Næstved byder også på gode indkøbsmuligheder, og flere velrenommerede detailkæder. Næstved kommune har udarbejdet en detaljeret plan for udvikling af bymidten, med henblik på at gøre det mere attraktivt at bosætte sig i det centrale Næstved. I visionen indgår der blandt andet etablering af flere grønne områder, inddragelse af byens vandmiljøer omkring havnen og kanalen samt byggeri målrettet butikker, restauranter og caféer. Alt sammen tiltag, der skal gøre havnefronten og bymidten til et levende sted at være og leve i.

I forbindelse med udviklingen af Campus Næstved er der skabt faciliteter til 400 nye studiepladser, hvilket understreger det store fokus, der er på uddannelser i Næstved kommune. Campus Næstved kan indtil videre se frem til at huse VUC, Professionshøjskolen Absalon og Erhvervsakademi Sjælland. Alt sammen tiltag der har til formål at sikre, at virksomhederne i området i fremtiden kan rekruttere uddannede medarbejdere, og som sætter en streg under den rivende udvikling, der i øjeblikket foregår i Næstved.

*www.Boliga.dk

Mere fra os

Vi holder dig opdateret på ejendomsmarkedet - læs vores nyeste indlæg her